onsdag den 31. oktober 2007

Projektbeskrivelse

bib:23 er et projekt, der handler om kompetenceudvikling af Ballerup Bibliotekernes samlede personale.

bib:23 er et web-baseret uddannelsesprogram, hvor deltagerne/personalet får et bredere kendskab til og opnår et vist fælles kompetence-niveau i forhold til bl.a. web 2.0-teknologien. Selve undervisningsforløbet foregår hands-on som selvstudie.

Den generelle højnelse af personalets niveau vedr. IT-kompetencer, vil kunne udmønte sig i en generelt bedre betjening af bibliotekets brugere og bl.a. understøtte IT-vagtens arbejde. Det vil desuden give udviklingen af Ballerup Bibliotekerne et fagligt skub og vil også kunne bruges til at forbedre den interne kommunikation.

Målgruppe:
Personalet på Ballerup Bibliotekerne.

Mål:
- at personalet føler sig bedre rustet til de nye webteknologier
- at lånerne oplever en bedre betjening
- at 75 % af personalet gennemfører

Handlingsplan:
Alle medarbejdere introduceres til projektet på et personaletemamøde midt i december 2007.
Forløbet starter d. 14. januar 2008 og slutter d. 28. april 2008.
Undervisningen foregår på projektets blog. Her vil opgaverne løbende blive lagt ud. Hele forløbet med projektbeskrivelse, tidsplan m.v. vil fra starten ligge på bloggen.
Bloggen med opgaver osv. vil forblive tilgængelig for personalet efter projektets officielle slutdato.
Nye opgaver skal løses hver uge (undtagen uge 7, 12 og 13), men det vil være muligt for den enkelte at tilrettelægge et individuelt forløb.
Ved opgaverne vil der løbende være tilknyttet interne faglige konsulenter, som kan hjælpe den enkelte videre med opgaverne.
IT-lokalet vil hver uge på annoncerede tidspunkter være reserveret til at den enkelte kan arbejde med sine opgaver med mulighed for her at få hjælp af kolleger. Tiderne annonceres på giraffens kalender og projektets blog.

Motivation:
At den enkelte får udvidet sine kompetencer og at personalet generelt får højnet den fælles faglighed på IT-området til glæde for bibliotekets brugere.
Desuden vil der blive trukket lod om en præmie blandt dem, der gennemfører forløbet inden projektets slutdato d. 28. april, og der vil blive udstedt et diplom til enhver, der gennemfører forløbet inden slutdatoen.

Opsamling og evaluering:
Uddannelsesudvalget evaluerer forløbet i maj 2008.
Evalueringen offentliggøres evt. på et personaletemamøde, hvor præmieoverrækkelsen også vil finde sted.

Projektansvarlige:
Uddannelsesudvalget
(jfc, lge, ham, brk, dsv og sekretær sax)
19.11.2007

Ingen kommentarer: